Da jeg var 10år gammel, kom min far ind på mit værelse og satte sig ned. Han sagde, at han gerne ville fortælle mig noget. Og, så sagde han det. At han altså ikke var min "rigtige" far. Jeg blev lidt rundt på gulvet, og tror egentlig bare jeg fik sagt "nå da, jamen det er da fint" eller sådan noget.

Siden har jeg selvfølgelig tænkt rigtig meget. Jeg er i dag 16 år. Jeg vil være en idiot, hvis jeg sagde at det ikke har ændret noget. For det har det, selvom jeg prøvede at fornægte det. Det er et faktum. Jeg er bevæget mig længere væk fra min far efter mine forældres skilsmisse og pga. andre større familieproblemer. Det lægger altid i mit baghoved, og hver gang jeg besøger ham strejfer det mig, at jeg ikke er blod connected til ham. Det har været underligt ikke at kende ens "rigtige far." Jeg betragter mig far som min "rigtige" far, men nu er jeg begyndt at tænkte på, at det måske bare er fordi jeg ikke har en biologisk far i mit liv. Jeg ønsker mig noget så inderligt at se et billede. Bare et billede. Der er et hul indeni mig, som ikke kan fyldes ud. Hvis du ikke keder dit bagland hvem er du så? Jeg ved ikke helt hvordan mit liv kommer til at dreje, eller om det kommer til at betyde det store, men det tror jeg det vil. Bare fordi jeg ikke siger det højt hele tiden, så lægger det i mit hoved ligesom alt andet der er livsforandrene.

Jeg er nok ikke ligefrem en solstrålehistorie herinde. Can't deny that. Men jeg vil noget så inderligt bede jer om at overveje at få et donorbarn en ekstra gang. Det barn vil muligvis, lige som mig, være interesseret i at vide hvor de rigtig kommer fra. (Er det underligt?) I skal tænke på, at det barn vil muligvis vokse op med et hul, der ikke kan fyldes ud af reservefædre. Men i gav et barn liv og det er vel smukt lige meget hvad. Men lad være med at tro at i kan være det samme, som en rigtig biologisk forældre kan. Jeg burde vel sige undskyld til nogen. Måske sygeplejerskene...

Rigtig fin lille hjemmeside, som har bidraget til hvad jeg ellers synes er relativt simpelt ift. vores situation - nemlig at holde sig til sandheden...

Jeg er mor til en skøn pige ved hjælp af ægdonation. Jeg har aldrig overvejet at kalde mig andet end 'biologisk mor' - hun er vokset i min mave i ni måneder - men frøet af sået med hjælp fra en venlig sjæl (som der jo desværre er meget få af i her i DK). Så jeg synes det er et super interessant skel I laver her - social mor? Ja det er jeg også - men ikke kun. Og det er udgangspunktet for vores fortælling til hende - som ligeså langsomt er begyndt nu hvor hun er omkring de tre år.

Jeg har egentligt ikke tidligere været bange for, at mit barns særlige fortid skulle skabe konflikter eller utryghed i fremtiden og bliver derfor en smule skræmt af de barske ord som fx Morten skriver. Må håbe, at der er andre faktorer som spiller ind ift. et godt liv som donorbarn, fx ærlighed, kærlighed og åbenhed...det er i hvert fald det jeg agter at byde ind med.

Og til Anette - vores tøs er også en lille bitte en og jeg har spurgt vores læge om donor var særligt lav, hvilket hun kunne sige, at hun ikke var - så meget info tror jeg godt, at du kan få...

Jeg fik den 4. februar 2000 en dejlig datter via ægdonation fra Rigshospitalet. Jeg fik 5 donoræg den 26. maj 1999. Og fik sat 2 æg op. Og blev gravid med min datter. Hun ved godt hun er et donorbarn. Og er meget nysgerrig efter at vide noget om den dame, som har givet os æg så vi kunne få hende. Jeg tænker tit på hende. Og håber at hun også er så heldig at have fået et barn.

Vi er løbet ind i et problem. Min datter er 11 år gammel nu. Men siden hun var 7 år er hun ikke vokset. Hun er frygtelig ked af dette, og er begyndt at blive drillet i skolen fordi hun er den mindste. Vi fik intet at vide om vores donor. Jeg ville være rigtig glad, hvis vi bare kunne få højden at vide på vores donor. Lægerne kan jo ikke bruge min højde til noget. De siger, at man normalt tager mor højden fra både mor og far og lægger sammen og dividerer med 2 og trækker 13 cm fra hvis det er en pige og lægger 13 cm til hvis det er en dreng. Men det kan vi jo ikke gøre i vores tilfælde. Hvis man skal have en sæddonor får man væsentligt flere oplysninger. Idet der er meget mere sæd på markedet end æg. Der prøver man at matche den kommende fars udseende.

Mine børn har altid vidst det, siden de var helt små. Historien er startet med "du er lavet på hospitalet" til de mere.

Faktisk er vi her i huset ved at være træt af denne diskussion og når jeg læser historierne herunder bliver jeg mere og mere klar over, at overgrebet mod donerbørn er begået af de mødre, der vælger at få et barn uden en far. I tror I kan de svar i mangler I jeres liv ved at finde jeres sæddoner, men det er en illusion. Ret jeres vrede mod den, der fortjener den. Den mor der har valgt at få et barn uden en far til barnet.

Hej

Jeg ville bare sige tak for jeres hjemmeside. Min søster og jeg stod for en 6-7 år siden frem i forskellige medier og fortalte om vores oplevelser som donorbørn, vores frustration over anonymiteten, fortielsen, etc.

Man føler ofte, at man står helt alene med disse synspunkter, fordi det oftest er forældrene, der bliver hørt, forældrenes behov der tages hensyn til, etc.

Derfor blev jeg meget glad for at se jeres hjemmeside, som min søster faldt over. Det er også en lidt mærkeligt bevægende oplevelse at høre andres historier.

Jeg skrev i sin tid en kronik til Weekendavisen - i foråret 2004, tror jeg det var - hvor jeg gav mit syn på problematikken ud fra en etisk og politisk vinkel. Jeg har copypastet den ind herunder.

Når jeg genlæser kronikken i dag, kan jeg godt se, at den er skrevet i en tilstand af indignation og vrede, som nok skyldes den tids fuldstændige tavshed set fra donorbarnets side. Heldigvis er der siden kommet et par stemmer til, som også formidler børnenes og ikke blot forældrenes oplevelser og følelser.

bedste hilsener
Morten Lykkegaard

På vores vegne

Morten Lykkegaard

Statens ret til at opretholde donorfædres anonymitet markerer en radikal form for biopolitik, der krænker ethvert etisk aspekt

I disse tider er spørgsmålet om donorbørns ret til at kende den biologiske fars identitet atter oppe at vende. Ca. hvert andet år er Etisk Råd ude med en bebrejdende pegefinger og denne gang har Børnerådet fulgt trop. Dette kommer dog nok ikke til at gøre den store forskel. Som de andre gange, spørgsmålet kortvarigt er blevet hvirvlet frem og tilbage hen over mediescenen, dør det hurtigt ud. Ingen bekymrer sig særligt om det. Disse donorbørn vokser jo alligevel op i trygge rammer. Det iværksatte arsenal af læger, psykologer og socialrådgivere sikrer jo, at forældrene ikke slæber rundt med en skjult narkomani, alkoholisme el. lign.

Men kunstig befrugtning er et radikalt eksempel på biopolitik. Dvs. på en tilstand, hvor politikken gør krav på selv det enkelte individs mest private og intime bestanddel: kroppen. De færreste gør sig klart, hvilket drama, der er indeholdt i den form for politik, hvor en stat på forhånd frakender et menneske halvdelen af sit ophav. Og det er for mig at se helt ubegribeligt, at et så brutalt politisk indgreb ikke vækker større forargelse. I stedet tænkes scenariet i al sin uskyldige enkelthed således: Far og mor vil gerne have børn, fars sædceller er desværre noget tørlagte, så lægen ordinerer en omgang insemination. Ni måneder senere tager far hengivent ’produktet’ i armene og tænker i det stille: ”Godt gået, gamle dreng!” Og så bør man ellers ikke undre sig mere over det.

Når nogen så alligevel drister sig til at spørge til det hensigtsmæssige i en sådan ordning, der mildt sagt ikke udviser den største forståelse for barnets situation, rydder den offentlige debat hurtigt ethvert etisk perspektiv til side, og henviser i stedet til at 1) det vil være til stort besvær for forældreparret, hvis barnet får mulighed for at kende til en ’ydre’ far, og at 2) forældrepar derfor vil være fristet til at tage mere teknologisk raffinerede og dyrere fertilitetsmetoder i brug, hvad jo er til yderligere belastning for den arme statskasse. Men ingen spørger til, hvorledes det mon er for den lille rolling, der er blevet udklækket på skattefars regning, at vokse op med oprindelsen til halvdelen af sin eksistens flagrende i et for altid uudgrundeligt vakuum.

Jeg er selv donorbarn, min mor fortalte mig det, da jeg var fjorten, og siden har jeg gået rundt med en nagende tomhedsfølelse. Jeg ved, der går en mand rundt derude, sandsynligvis en tidligere medicinstuderende fra Århus Universitet, som har lige så stor andel i min adgang til verden som min egen mor. Men jeg vil aldrig få at vide, hvem han er, ligesom jeg aldrig vil få kendskab til de eventuelle halvsøskende, der render rundt i landet og som biologisk set står mig lige så nær som min egen søster. Det har staten sørget for. Det er en oplevelse af så særegen en karakter, at den nærmest er umulig at forklare, selvom den forekommer så essentiel for ens selvforståelse. For det er ualmindeligt svært at beskrive, hvilket tomrum, der melder sig, når man ubehjælpsomt forsøger at spejle sig i billedet af en far, som for altid vil være et blankt hul. Det er et savn uden genstand, men et savn, der ligger som en murrende grundtone i ens daglige orientering i verden. Man er, i bogstaveligste forstand, rodløs.

Derfor er det for mig at se helt himmelråbende respektløst af formanden for de ufrivilligt barnløse, Tomas Therkildsen, når denne står frem på vores vegne i 19direkte d. 18. marts og forsikrer, at donorbørn skam intet problem har med ikke at vide, hvem deres far er. Ligesom jeg bliver uendelig træt af mediernes halvhjertede forsøg på at få de fædreløse børn i tale ved at gøre et adoptivbarn til talerør – ligeledes på vores vegne. For hvor adoptivbørn er udslag af ulyksalige omstændigher, som ingen politik på forhånd kan kalkulere med, er donorbørn netop udslag af en kynisk beregning fra statens side. Kynisk i den forstand, at den hellere opprioriteter effektivitet og økonomi – det hele skal gennemføres så problemløst og gnidningsfrit som muligt – frem for den grundlæggende etiske ret: at kende sit ophav.

Denne diskussion handler for mig ikke om, hvorvidt det konkret ville være mere eller mindre fordelagtig for den enkelte at lære sin far at kende – jeg regner bestemt ikke med, at min biologiske far og jeg durk ville springe hinanden om halsen, hvis jeg en dag fik mulighed for at opsøge ham – men om det principielle i at udøve en sådan magt over andre folks liv og den arrogance, der kommer til udtryk, når politikken uproblematisk hævder sin ret dertil, alt imens folk som hr. Therkildsen ikke finder det mindste i vejen for at gøre sig til fortaler for så suveræn en magtudøvelse - selvom hr. Therkildsen ikke selv er dens primære objekt.

I denne forstand har biopolitikken sat sig igennem på et ekstremt intimt område. Staten regulerer ikke blot den enkelte borgers daglige færd i samfundet, men administrerer sågar skabelsen af sine borgere.

Jeg er mor til et donorbarn, som er 4 år. Jeg tilhører den kategori af Kvinder, der har valgt at få et donorbarn alene. Min historie ligner nok de fleste, det er ikke fordi jeg ikke ønskede en far til mit barn, men jeg mødte bare ikke "den rigtige" og pludselig var det ved at være sidste udkald. Da jeg ønskede at blive mor var dette den bedste løsning.

Mit barn har en anonym donor, da det var den eneste mulighed på det tidspunkt. Jeg tror, hvis jeg havde valget i dag, ville jeg nok have valgt en ”kendt” donor. Så hun på et tidspunkt kunne have muligheden for at møde donoren. Personligt mener jeg lovgivningen er god i dag, hvor man har det frie valg om kendt eller ikke kendt donor. Alt efter hvad der passer ind i ens familie.

I vores familie er der jo ikke en daglig "far”. Derfor valgte jeg fra starten at være åben omkring mit valg. Jeg syntes det var vigtigt at mit barn kendte historien fra mig, så jeg lavede en lille bog, med min og hendes historie. Den har vi læst og kigget i fra hun var helt lille. Det har betydet at hun med tiden har forstået mere og mere og er blevet ”klogere” på sin tilblivelse. Min datter er i dag helt fortrolig med hun er et donorbarn, hun ved at ”lægen” hjalp mig, med at få nogle frø fra en donor, så jeg kunne få hende. Hun ved at vi ikke kan møde ham, men vi er glade for at han ville hjælpe, så hun kunne blive født. I dagligdagen fylder det utrolig lidt, det fylder betydelig mere at hun syntes, at hun gerne vil have en lillesøster.
Jeg ved ikke om det vil ændre sig med tiden, da hun endnu kun er 4. Men forhåbentligt vil den tidlige viden betyde at det ikke bliver så svært for hende senere.

Jeg arbejder på at hendes lille bog bliver udgivet som rigtig bog i efteråret 2010, gennem foreningen donorbørn og forældre. Som inspirations materiale til andre enlige med donorbørn. se på www.donorbarn.dk

Eva Kring - biologisk mor

Jeg husker ikke den dag jeg fik at vide, at jeg er donorbarn, men jeg var lille, og min mor har fortalt at jeg græd. Jeg forstod da en gang for alle, at jeg ikke havde en far ligesom dem i alle børnebøgerne og andre fortællinger.

Eftersom jeg aldrig har haft en social far og eftersom jeg er et nysgerrigt bæst, der brænder for at finde ud af noget om min genetiske arv, har jeg alle mine dage efterspurgt min donor. Fra jeg var 0 til jeg var 13, var det en søgen på må og få. En søgen hvor jeg kun havde fysiske ligheder i de mænd jeg så og så mig selv at gå efter.

I sommeren 2008 fandt jeg ud af, at alle donorer er registreret med et unikt donornummer. Jeg fandt nummeret på min egen, Cryos donor nr. 137,og efterspurgte først oplysninger om ham på Hamlet Privathospital (hvor min mor blev insimineret), men jeg havde ikke hældet med mig. Derfor ringede jeg til direktøren for Cryos, Ole Schou. Han kunne grundet deres reglement heller ikke give mig nogle oplysninger om min donorfar, selvom han dog efter eget udsagn tydeligt kunne huske ham, eftersom han var en af Cryos første donorer.

Da Cryos ikke ville give informationer til privatpersoner, kontaktede jeg StorkKlinik og bad om hjælp til at få nogle oplysninger gennem dem. De indvilgede i at hjælpe, og et par måneder efter jeg kontakede dem, sad jeg i deres klinik i København med en kuvert i hånden, som indeholdt såkaldte "ufølsomme oplysninger" - altså oplysninger der ikke burde kunne lede mig til min donorfar.

En af oplysninger mener jeg dog vil kunne lede mig videre i min søgning - nemlig at min donorfar var jurastuderende.

Jeg er villig til at gå utrolig langt i min søgen efter min donorfar, og jeg håber at denne beskrivelse af ,hvad jeg allerede har gjort for at finde ham gør det klart, at jeg er målbevidst og ikke bare taler om vigtigheden af at kende sit genetiske ophav for sjov.

Jeg tror at mine gener er udgangspunket for min person, som bliver formet af mine omgivelser, og for at kende mig selv, mine muligheder og begrænsninger, er det derfor meget vigtigt for mig, at få kendskab til den anden side at mit stamtræ.

Jeg føler mig dårligt behandlet af samfundet (lovgivning, Cryos osv), eftersom det har givet mig et handicap og adskillige begrænsninger, ved at fratage mig kendskab til halvdelen af mit stamtræ, uden at spørge om MINE ønsker og behov.

Jeg synes det er fejt, at man ved at tillade anonyme donorer, kun tager hensyn til de voksnes behov: Donorens behov for at leve en magelig tilværelse uden kontakt fra eventuelt "afkom" og de sociale forældres behov for at kunne leve uforstyrret som en kernefamilie, uden at blive forstyrret af en tredjepart (donor).

Jeg føler ikke at min dom til uvidenhed om mit genetiske ophav,og dermed essensen af mig selv, er retfærdig, og jeg vil derfor blive ved med at blande mig i debatten om donoranonymitet og blive ved med at lede efter min egen donor.

Ina Rosdal - donorbarn